Andreas fik flidspræmien
- Det betyder faktisk rigtig meget for mig at få flidspræmien. Det viser jo, at mine trænere sætter pris på det, jeg laver, og så fremmer det da lysten til at blive ved, sagde en glad Andreas Sotelo Gregersen, da han modtog anerkendelsen i form af en pokal.
- Flidspræmien fungerer som en vandrepokal, der blev skænket til klubben i 1999 af arkitekt Peter Nygaard. Dengang med indskriften: ”Hjerting Taekwondo-klub Klubmeister”, men vi har i tidens løb omdøbt den til ”Flidspræmien”, fortæller den ene af afdelingens trænere, Brian Asmussen.
Begrundelsen for at få pokalen er, at eleven udviser flid ved at passe sin træning. Bæltets farve har ikke noget at gøre med, om man kan få tildelt den ærefulde anerkendelse. Derimod handler det om indstilling: Det at ville sin sport og ikke mindst indstillingen til at udvise hjælpsomhed over for de andre på holdet.
Hjælpetræner
Andreas overtager pokalen efter holdkammeraten Jacob Kodal. De går begge i 10. klasse på Vestervangsskolen og har fulgtes ad, siden de startede på taekwondo for tre år siden. I dag er de begge hjælpetrænere og dyrker ved siden af træningen i Hjerting også kamptræning i Esbjerg Taekwondo Klubs lokaler i EFI Hallerne. Herudover holdes konditionen ved lige med en ugentlig løbetur.
- Det er vigtigt for mig at fortsætte min tekniktræning her på holdet. Teknikken skal jo hele tiden holdes ved lige, hvis man vil være en dygtig taekwondo kæmper, forklarer Andreas.
Efter 10. klasse vil Andreas på Esbjerg Statsskole, hvor han vil læse spansk, engelsk og samfundsfag. Spansk fordi han er adoptivbarn fra Colombia, og samfundsfag fordi han gerne vil have en fremtid ved politiet. Hverken træning, skolearbejde, eller et weekend job som opvasker på Restaurant Marbækgård, får dog den ihærdige taekwondo-kæmper til at føle sig presset.
- Der skal jo også være tid til alle mine venner, slutter Andreas, der også er en god kammerat udenfor træningslokalerne.



