Ådalskolen vil bevare 7.-9. klasse
17.09.2010
Forslaget vedrørende Ådalskolen går på at reducere til 0.-6. klassetrin og flytte 7.-9. klasse til Fourfeldtskolen.
- Vi vil selvfølgelig kæmpe for at bevare vores skole med 0.-9. klasse, som den er nu - her i området, hvor vi mener, skolen gør en forskel. Hvis politikerne handler mod al fornuft, og hvis ikke det lykkes, vil vi gerne tages med på råd i stedet for at få stukket en model ud, pointerer Thomas S. Christiansen, formand for skolebestyrelsen på Ådalskolen.
Argumentation og påvirkning er de midler, der bliver taget i brug, så skolebestyrelsen gør, hvad den kan for at påvirke politikerne. De faktuelle ting, der argumenteres for, at politikerne skal tage i betragtning, inden der tages beslutning om skolens fremtid, er blandt andet:
Sårbart
At Ådalskolens skoledistrikt dækker et område, hvor der også er mange svage familier, der skal tages ekstra hånd om, og det har Ådalskolen opbygget ekspertise i igennem mange år. Tilmed har kommunen netop fået 7,5 millioner kroner af Sundhedsstyrelsen, som er øremærket til at løfte området ved at styrke sundhed og trivsel omkring Ådalskolen. Pengene er bevilget på baggrund af undersøgelser, som klart viser, at området er meget sårbart.
- Vi synes ikke, det bidrager til at løfte området, at man fjerner 7.-9. klasse fra skolen, påpeger Thomas S. Christiansen.
Noget andet er Centerklasserne, som er for de allermest sårbare børn med eksempelvis asperger-syndrom og ADHD. For kun to år siden kom de til Ådalskolen fra Sædding Skole.
- Det kan ikke være rigtigt, at disse sårbare børn nu igen skal rykkes op, påpeger den samlede skolebestyrelse.
Med hensyn til en eventuel besparelse argumenterer skolebestyrelsen med, at den investering, der skal til for at lave en sikker skolevej til Fourfeldtskolen, kan blive større end den meget lille besparelse, der vil være ved at lukke en del af en velfungerende skole.
- De besparelser, kommunen eventuelt ville have, bliver til store udgifter ved, at der er elever, som bliver tabt på gulvet. De kan senere blive en meget stor økonomisk belastning, påpeger Thomas S. Christiansen.



