Borgermøde på Nordvang

19.11.2010

Onsdag den 17. november var det Nordvangskolens tur til at mødes med politikerne fra Børn & Familie udvalget.
Skrevet af: Birthe Gaj Nielsen
Udenfor stod fem heste, som politikerne kunne klappe, inden de gik ind i Nordvangskolens hal, og indenfor blev de 240 stole næsten fyldt op under røde balloner med budskabet: Klap hesten. (Foto: Holger Bundgaard)
Fem af de syv medlemmer af Børn & Familie udvalget, fra venstre: Vibeke Færk Pedersen (V), Jesper Frost Rasmussen (V), fmd. Hans Erik Møller (S), Kurt Jakobsen (V) og Diana Mose Olsen (SF). (Foto: Holger Bundgaard)
Skolebestyrelsen havde forberedt sig grundigt med tal og argumenter. Her stiller skolebestyrelsesmedlem Robert Heeb spørgsmål til panelet. (Foto: Holger Bundgaard)
Skolebestyrelsen argumenterede for, hvorfor den mener, at lukning af Nordvangskolen er en forhastet beslutning og kunne fremlægge en del tal og argumenter, som tilsyneladende var nyt for politikerne.
Politikerne på deres side vil, at Hjerting Skole og Nordvangskolen slås sammen til én stor skole på to forskellige adresser, og de har peget på Nordvangskolen som den, der skal lukkes, fordi der på Hjerting Skole er flest lokaler. Hvis børnetalsprognoserne holder stik - som skolebestyrelsen ser det - vil der dog først i 2022 være plads til alle på Hjerting Skole.
- Lige nu er det måske ikke helt akut. Det kan være, der er bedre løsninger, og det må så komme frem i høringsperioden. Det er vi lydhøre over for, sagde Jesper Frost Rasmussen (V).
Hovedbudskabet fra Nordvangskolen er:
Klap hesten og vent nogle år med at træffe beslutningen. For der er ikke noget sparet ved at lukke Nordvangskolen i de første mange år. Så kan vi se, hvilken vej prognosetallene peger og har tid til at finde den rigtige løsning.
Men Børn & Familie udvalget ser i hvert fald, at der kan spares en skoleledelse og administration, hvis de to skoler lægges sammen.
- Er det korrekt, at det er ledelsen på Hjerting Skole, der fortsætter og ikke ledelsen på Nordvangskolen, lød et spørgsmål fra salen, hvortil svaret lød fra panelet:
- Det er der ikke truffet nogen beslutning om.
Men der er heller ikke lagt op til personalereduktion. Alle medarbejdere skal fortsætte med at arbejde i kommunen, så vidt det er muligt, pointerede udvalgsformand Hans Erik Møller (S). Hvor besparelsen så er i det regnestykke, fremgik ikke.
 
Økonomisk
I den økonomiske side af sagen kommer forældrenes argumenter lidt til kort, fordi politikerne kun tager højde for, hvad der kan spares i udvalgets egen kasse. Ikke om beslutningen har konsekvenser i form af flere udgifter for andre udvalg.
For eksempel synes forældrene, at det er mærkeligt, at alle elever skal samles på Hjerting Skole, eftersom den skole består af de mindst fremtidssikrede bygninger.
- Hjerting Skole er gammel. Hvad vil det koste at vedligeholde den og geare den til at tage imod alle de elever?
Det ved politikerne i Børn & Familie udvalget ikke, for det er en helt anden kasse i kommunen, der skal betale de udgifter.
En god tone prægede debatten, og politikerne gav udtryk for, at de havde fået noget at tænke over.
Der er stillet en masse spørgsmål, som vi skal have undersøgt, sluttede Kurt Jakobsen (V).
Men først og fremmest opfordrede både han og de øvrige politikere til, at der fremsendes gode høringssvar. Deres dilemma er nemlig, at der på grund af det faldende børnetal i hele kommunen bliver 33 millioner kr. mindre i kassen, og de penge skal spares, hvis kvaliteten i undervisningen skal bevares.