Brandslukning fra centrum holdt ikke tiden
31.10.2009
Trods søndagstomme veje nåede brandbiler ikke frem til brand på Fasanvænget i Hjerting inden for de maksimale ti minutter. - Vi ville have været der hurtigere, fastslår ansat fra den lukkede Sædding Brandstation.
Flere større brande i 6710- og 6715-området har i de seneste uger sendt speederen i bund hos brandberedskabet på Gammelby Ringvej. Siden 1. maj i år har stationen skullet dække alle Esbjergs brande selv, fordi kommunen valgte at nedlægge Sædding Brandstation, og udrykningstiderne på de større og mere yderliggende brande viser, at brandfolkene kæmper en kamp for at kunne holde sig lige på den rigtige side af de acceptable ti minutters responstid.
Ved en brand på Fasanvænget søndag den 27. september, hvor en 74-årig mand brændte inde, blev de ti minutter overskredet. Der blev slået alarm klokken 11.38, men der gik 11 minutter og 38 sekunder, før den første sprøjte var fremme ved branden, og først efter 12 minutter og 39 sekunder var tankvognen fremme. Endnu nogle minutter senere fulgte en tankvogn og en autosprøjte mere.
- Manden, der indebrændte, kunne ikke være reddet ved en hurtigere udrykning, men vi er godt klar over, at ved at lukke Sædding Brandstation har vi skabt længere afstand. Autosprøjten mangler lige nogle minutter i at have opfyldt vores servicemål på ti minutter, men alligevel er resultatet hæderligt. Vi har stort set opfyldt vores servicemål, siger beredskabschef i Esbjerg Kommune, Niels Hejslet, om brandslukningen.
På kanten
Som med alle andre brande blev slukningsarbejdet efterfølgende evalueret, herunder også responstiden, som er meget afhængig af trængslen på vejene.
- Vi har fokus på det her. Vi ved godt, at vi er derude, hvor vi er på kanten, hvad angår geografien, siger Niels Hejslet.
Stationsleder hos Falck i Esbjerg, René Sigvartsen, finder udrykningstiderne acceptable trods overskridelsen:
- Vores responstider vil altid afhænge af trafikken og andre forhold, og de her tider kan vi godt være tilfredse med, siger han.
I Hjerting er Martin Paulsen, som indtil 1. maj var en af de frivillige brandmænd på Sædding Brandstation, hovedrystende:
- Havde vi haft Sædding Brandstation, kunne vi have gjort det hurtigere. Vi ville have været fremme cirka to minutter før. Og så sker det her på en søndag og tilmed i den bedste tid, hvor der ikke er noget videre trafik. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor lang udrykningstiden havde været, hvis det var sket på en hverdag, siger Martin Paulsen.
Byrådsmedlem for SF, Jørgen Ahlquist, er også bange for, at brandbilernes sene ankomst kunne være blevet endnu senere.
- Det er jo ikke sjældent, at biler holder i kø i både Stormgade og Frodesgade i Esbjerg, så det kunne være gået langt mindre godt, hvis ikke branden var faldet på en stille søndag, eller hvis der havde været en anden brand samtidig. Nu må vi se i øjnene, at Esbjerg er for stor til kun at have én brandstation, siger Jørgen Ahlquist.
SF stillede under byrådets budgetforhandlinger forslag om at etablere en brandstation i det nordlige Esbjerg, men forslaget faldt, da partiet kun fik støtte fra Dansk Folkepartis Freddie H. Madsen.



