Det bli’r en lokumsrevy

18.03.2011

Når det lokale revyhold lørdag den 26. marts går på scenen i Hostrup Forsamlingshus, er der lagt op til både lummer luftkoncert og sketches om noget så originalt som toiletter.
Skrevet af: Lene Weber
Hostrup Forsamlingshus, i baggrunden foran kirken, danner rammen om den lokale revy i Hostrup. Tre af de medvirkende i årets revy er fra venstre Christian Hansen, Monica Gram og Lars Brinck. (Foto: Holger Bundgaard)
- Det er anden gang, revyen holdes i forsamlingshuset. Tidligere har den været en del af jagtforeningens fest og tidligere endnu sportsfesten, fortæller Jens Jørgen Hansen, formand for Hostrup Forsamlingshus.
Revyforestillingen vil køre som en festaften, hvor der serveres en tre-retters menu for gæsterne. Efter forretten blændes der op for første halvdel af revyen, og hovedretten udgør pausen, inden anden halvdel ruller over scenen. Jens Jørgen Hansen håber, at deltagerantallet mindst når op på de 90-100 personer, der sidste år havde valgt at bruge en aften i selskab med venner og naboer i Hostrup Forsamlingshus.
 
110 medlemmer
Forklaringen på årets - interessante - temavalg skal findes i, at hele revyens overskud skal gå til opførelse af nye toiletter i forsamlingshuset.
Huset, der fungerer som et nøglehus eller en gildesal, lejes flittigt ud til fester, møder og folkedansere fra Hjerting Folkedanserforening. De 110 medlemshusstande betaler hver 150 kr. i kontingent, og med fælles hjælp og lokale kræfter sørger de for at få huset løbende renoveret og vedligeholdt.
- Selve indledningen kommer til at køre på toiletterne, og så slutter vi af med det ultra-lokale stof. I anden del begiver vi os ud i en ”lummer luftkoncert”( i stedet for Owen Låft Kånser, red.), og der vil blive brugt godt med udstyr, play back og lysshow. Det hele skal bindes sammen af konferencieren og hans skøre vitser, afslører Monica Gram, der sammen med Lisbet Drangsfeldt har skrevet teksterne til årets morsomheder og også selv optræder på scenen.
De fire øvrige medvirkende er Christian Hansen, Lars Brinck, Helle Brinck og Rene Pedersen.