Guldager kæmper for skolen og landsbyen

17.09.2010

Alle sejl er sat til i Guldager, hvor to stormøder allerede har trukket fulde huse i kampen om at bevare Guldager Skole, og omkring 70 mennesker er nu aktive i forskellige arbejdsgrupper.
Skrevet af: Birthe Gaj Nielsen
Ved mødet i Guldager Forsamlingshus var der også fuldt hus. Landsbyens fremtid blev diskuteret. (Foto: Holger Bundgaard)
De yngste på bagerste række ved stormødet og deres forældre: Rike Seifert, Hans og Luise Grønbjerg. (Foto: Birthe Gaj Nielsen)
Hvis der er stor opbakning til at bevare Guldager Skole, så gør vi det.
Det var udgangspunktet for stormødet på Guldager Skole den 7. september, og opbakning kan man roligt sige, der var. Blandt de knap 150 mennesker i den tæt pakkede gymnastiksal meldte ti sig til en styregruppe, som skal koordinere indsatsen. Derudover er omkring 60 borgere gået ind i arbejdsgrupper, der skal sørge for de ting, der blev fremlagt på stormødet.
For eksempel skal der laves en underskriftindsamling, og der skal udfærdiges læserbreve. Der skal producers skilte, streamers og t-shirts, mens mediedækning af skolen og lokalsamfundet skal være massivt, så ingen kan være i tvivl om, at der er noget, der hedder Guldager og Guldager Skole – og at de to ting hører sammen.
Vigtigst er det dog at påvirke politikere og de politiske partier via netværk, og så er der planlagt et borgermøde med politikerne fra Børn & Familie udvalget den 28. oktober. Andre events kan også komme på tale, og igen skal muligheden for at etablere en friskole undersøges.
 
Fra august 2011
I Esbjerg Kommunes forslag til den nye skolestruktur skal Guldager Skole nedlægges allerede fra august 2011, og oplægget til politikerne går på, at skoledistriktet deles i tre, så nogle elever skal til Sønderrisskolen, andre til Hjerting Skole og andre igen til Nordvangskolen - som også foreslås nedlagt.
En løsning, der er helt uacceptabel og uforståelig i Guldager. For det første fordi konsekvenserne for landsbyen vil være katastrofale, hvis skolen lukker.
For det andet fordi Guldager er en landsby i kraftig vækst.
-  Der er stadig byggegrunde til salg.
- Hvorfor snakker man kun om Guldager, Hjerting, Sønderris – det er her, der bliver bygget ud?
Sådan lød et par af spørgsmålene til stormødet.
Guldager har flere gange før kæmpet for sin skole. Denne gang er der også en hel del nye familier i landsbyen, som har købt grund og bygget hus og føler, at det ikke er rimeligt, hvis skolen lukker. For en stor del af årsagen til, at de har slået sig ned i Guldager, var nærheden til skolen kombineret med landsbymiljøet.
Hvilket Esbjerg Kommune også har brugt i sin salgsargumentation ved markedsføring af de kommunale grunde.
 
Besparelser
Endelig er der det forkromede spørgsmål om besparelser.
- Hvad sparer man konkret? Og hvad mister man af indtægter i salg af byggegrunde?
Lyder bare et par af spørgsmålene fra Jørn Gade, som igen er frontfigur i kampen om at bevare skolen:
- Dialog og kommunikation skal sikre skolens bevarelse, og vi håber, det er nok til at vise politikerne, at de skal holde fingrene fra den her skole.

De yngste

På bagerste række til stormødet på Guldager Skole sad Rike Seifert, til venstre, som er flyttet til Guldager for knap tre måneder siden, og datteren Clara, 5 uger. Rike er desuden mor til Emil på 6 år:
- Det er rigtig træls. Da vi flyttede hertil, var det også fordi, der er en god skole. Vi valgte Guldager Skole, fordi det er en lille skole og en passende skole for vores søn. Han er stille og rolig, og på Guldager Skole har de været gode til at tage hensyn til det. Jeg tror, han vil gå til på en stor skole.
 
Hans Grønbjerg og Luise Grønbjerg med datteren Lærke på 5 måneder. Familien har boet i Guldager i ti år og tæller desuden Nicolaj i 0. klasse og Emil på 2 år:

- Det er ærgerligt for samfundet, hvis de lukker skolen. Det vil ødelægge sammenholdet, for Guldager Skole er et samlingssted for alle.