Kitesurfernes paradis i Brasilien og på Hawaii

Min forhåndsopfattelse af Brasilien var et korrupt land, hvor infrastrukturen ikke fungerer, og et sted hvor man skal passe på ikke at blive bestjålet og overfaldet. Men jeg har fået en helt ny opfattelse af dette fantastiske land.
Vi boede i to måneder i byen Cumbuco, som er et af de ultimative steder i verden for kitesurfing. Der var vind, så vi kunne kitesurfe hver dag, vandet er 28 grader varmt og luften omkring 30 grader døgnet rundt. Vi tog også på ture over flere dage, som bestod i af køre til andre strande langs den brasilianske østkyst.
I byen Cumbuco bor cirka 3000 lokale, som lever af fiskeri, landbrug eller af at arbejde på fabrikker, som ligger et godt stykke inde i landet.
De fleste arbejder for en månedsløn svarende til omkring 4.000 danske kroner. Et hus for en normal brasilianer i Cumbuco består af 40-50 kvadratmeter, hvor vægge og gulv er ren beton eller klinker, som ikke er malet. Møbler er ret dyre, så der er en seng til hver person i huset med skummadras, et spisebord, et par stole, måske en skænk eller skab til tøj, et lille køleskab og så en fælles vandpumpe, som deles med nabohusene. Men hvad ellers skal man bruge, når det er 30 grader hver dag året rundt? Biler er ikke noget, den normale brasilianer i Cumbuco ejer, og hvis de endelig har en bil, bliver den brugt til taxikørsel.

Perfekt hus
Den første måned boede min rejsemakker og jeg på et pousada (lille hotel). Det var super lækkert med morgenmad, rengøring, internet og et godt sammenhold blandt gæsterne, og så kostede det 60 kroner per dag. Men vi levede lidt for pænt, syntes vi, og efter lidt søgen fandt vi et hus i centrum, hvor alle de lokale brasilianere boede.
Nogle kitesurf venner kom til Cumbuco, og vi flyttede alle ind i huset. Så vi boede fem drenge mellem 19-21 år i et hus, hvor der næsten ikke var nogen møbler. Perfekt, så var der ikke så meget, der kunne gå i stykker! Vi blev hurtigt accepteret af de lokale, hvilket måske skyldes, at vi levede utroligt usselt, og de så fik ondt af os. I den måned gjorde vi kun rent én gang med den ene kost, som var i huset. Når vi holdt fester i huset, og vi inviterede nogle af de lokale brasilianere, syntes de, vi levede beskidt og rodet, men feste det kunne vi. Men hvem bekymrer sig om lidt snavs, når vi kunne surfe hver dag, fik mad og havde det mega fedt!

Bil på overarbejde
Under vores to måneders ophold havde vi to forskellige biler. Den første var en lille bitte Chevrolet, hvor vi lige kunne knibe os fem store drenge ind på bagsædet og alt vores udstyr på taget. Bilen kostede ikke meget at leje, når vi var så mange. Vi kørte i bilen på stranden, i klitterne, på de ødelagte veje og grusveje.
Den fik sin sag for på et roadtrip et par hundrede kilometer op langs kysten, hvor det anbefales, at man kører i firhjulstrækker på grund af sandet. Vi skulle kun skubbe og grave bilen fri et par gange. Da vi skulle aflevere den, havde vi punkteret fire dæk, alt undervognbeskyttelse var faldet af, en forude sprunget, styrekuglerne raslede, der var kæmpe ridser på taget efter kiteboards, og motoren kørte på tre ud de fire cylindere. Så vi kom af med 1.800 kroner til reparationer. Billigt sluppet.
Derefter lejede vi en Beachbuggy, en gammel VW med store bagdæk og hævet undervogn, beregnet til at køre på stranden.
Det eneste lidt ærgerlige, jeg oplevede i Brasilien, var, at mit Visa kort, som jeg havde lagt i depositum hos ”biludlejningsfirmaet”, blev misbrugt. Pludselig forsvandt der 12.000 kroner fra min konto på to dage. Heldigvis opdagede min bank det før mig og lukkede kontoen hurtigt. Pengene har jeg heldigvis fået retur.

Kitesurfings vugge
Den 3. december landede vi i Honolulu på Oahu, som er en af øerne i øgruppen Hawaii Island. Derfra tog vi til øen Maui, som er meget berømt for windsurfing og kitesurfing. Det var på Maui, kitesurfing blev udviklet, og derfor er der mange kitesurfing firmaer beliggende på øen. Når vi tog på stranden og kitesurfede, mødte vi flere af ikonerne og legenderne inden for denne sport. Det var utroligt fedt at surfe med nogle af verdens mest kendte indenfor den surfverden, vi lever i.
Når vi nu var på Hawaii, ville vi også have et par rigtige surfboards, så vi kunne prøve kræfter med de kæmpe dønninger, der kommer ind på nordkysten af Maui. Jeg har surfet lidt i Hvide Sande i løbet af sommeren, så jeg vidste godt, hvordan man surfer. Men en ting er en stor dag i Hvide Sande med to meter høje bølger - noget andet er fire meter høje bølger, som brækker ind over et rev, hvor der kun er halvanden meter dybt.
Jeg fik utrolig mange tæsk af de bølger, som var så kraftfulde, at man blev holdt under vandet i op til et minut eller smidt ned i revet. Jeg blødte stort set altid, når jeg havde været ude og surfe. Men det var det værd, for engang imellem lykkedes det at fange bølgerne, hvilket giver en utrolig oplevelse af overskud og udødelighed, da man har tæmmet de utrolige kræfter et kort øjeblik, indtil man styrter, og bølgerne tager magten igen.

Hajer og skildpadder
Hawaii har ikke nogen farlige dyr andet end hajer. Når man surfer, ser man mange skildpadder, som er omkring 60-100 centimeter lange. Ellers ser man delfiner og hvaler, og en dag mødte jeg en enkelt revhaj. Jeg tog det ikke så tungt, da der var cirka 50 andre surfere på vandet, så risikoen for at komme i kamp med hajen var kun to procent.
Vi boede på hostel ”Banana Bungalow”, hvor der var liv og glade dage hver aften. Der var utrolig god stemning, og alle var imødekommende og åbne. De fleste var backpackere ligesom os. Når vi kom hjem efter en lang surfdag, var der en kæmpe jacuzzi, som altid var åben, og som vi brugte rigtig meget. Ellers stod den på videoaften, fest eller bare hygge.

Hårdt at rejse
Selv om man oplever utroligt mange ting, og mange ser det som ferie, er det faktisk hårdt at rejse. Normalt er en hverdag forudsigelig og kører i faste rutiner, som man ikke skal tænke så meget over. Samtidig har man sin faste bopæl, sin familie og venner omkring sig, hvis der er problemer.
Når man er ude og rejse, er dagene ikke ens, og hvis man får problemer, står man ofte lidt på bar bund og er nødt til at løse problemerne uden hjælp. Det kan til tider være rigtig hårdt, men det lykkes altid at komme videre, og så har man gjort sig nogle enorme erfaringer.
Nu er vi fløjet til Australien og landede i Perth den 7.januar.

Om rejsen
Hans Henrik Riber fra Hjerting bruger et halvt år på at kitesurfe. Den 1. oktober 2008 rejste han og kitesurf-kammeraten Anders Krüger til Brasilien, hvor de tilbragte to måneder. Derefter var de på Hawaii i godt en måned, og på den sidste del af rejsen surfer de på vestkysten i Australien.
Hjerting Posten bragte i august 2008 en artikel om Hans Henrik Riber og kitesurfing som livsstil. Den kan man læse på www.hjertingposten.dk under Avisarkiv.