Malene og Abeungen trives i Esbjerg
27.01.2012
Malene Boel Olesen blev positivt overrasket, da hun modvilligt flyttede til Esbjerg. Nu kalder hun sig ambassadør for byen og har desuden startet webshoppen Abeungen.dk.
Havde du spurgt Malene Boel Olesen for to år siden, om hun kunne forestille sig at rykke teltpælene op og forlade sin elskede hjemby, Holstebro, for at flytte til Esbjerg, havde hun nok slået en skinger latter op og svaret ”nej tak!”
Men nogle gange slår livet en kolbøtte, og det var præcis, hvad der skete, da Malene rendte ind i Torben fra - ja rigtig gættet - Esbjerg.
- Vi var slet ikke i tvivl om, at vi ville hinanden, og efter hårde forhandlinger endte det med, at jeg måtte give mig og flytte til Esbjerg, fortæller Malene Boel Olesen, der udover at blive bonusmor til to teenagedøtre også sidenhen er blevet mor til parrets datter, Mynthe.
- Jeg havde helt klart en række fordomme om Esbjerg, inden jeg kom hertil. Jeg havde generelt et dårligt indtryk af byen og troede, folk var sære. Men det viste sig jo slet ikke at holde stik. Tværtimod er jeg nu blevet en god ambassadør for byen. Her er jo det hele, konstaterer Malene glad.
Nu er hun også kommet i gang med at opbygge et lokalt netværk - blandt andet gennem den nystartede forening ”Guldagerpigerne”.
En perfekt løsning
Da Malenes barsel var forbi, skulle hun finde en måde at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen. Hendes kæreste - og i øvrigt kommende ægtemand til august - er selvstændig og rejser meget. Derfor skulle det være noget, hvor hun kunne arbejde hjemmefra.
- Allerede da Mynthe var et par måneder gammel, fik jeg ideen til Abeungen.dk, fortæller Malene, der blandt andet har været strategisk indkøber hos B&O i tre år.
Nu driver den 40-årige markedsøkonom således webbutikken fra huset på Jacob Sørensens Vej i Guldager.
Nemt og pålideligt
- Der er mange webshops, som ikke fungerer ordentligt, og det synes jeg selv er enormt frustrende.Abeungen.dk skal være et nemt, overskueligt, trygt og pålideligt sted at handle.
Abeungen.dk fungerer lidt a la Interflora, bare med barsels- og dåbsgaver i stedet for blomster og chokolade. Kunden kan selv vælge indpakningspapir og kort, som kan tilføjes en personlig hilsen.
Webbutikken åbnede den 7. november og er ifølge Malene kommet super godt fra start.
- Jeg har gjort meget ud af at lave en evalueringsmail, da jeg mener, det er vigtigt - især i startfasen, og jeg har fået fantastiske tilbagemeldinger, jubler tilflytteren, der har kunder fra hele landet.



