Mange emner på Sæddings politiske liste
Ikke bare blev Sædding-Fovrfeld Lokalråds bestyrelse dannet og medlemmerne fik titler på. Der blev også tid til at diskutere de første magtpåliggende indsatsområder, da lokalrådet sidst i november holdt stiftende generalforsamling.
Ole Jacobsen, der i forvejen sidder i Regionsrådet for Socialdemokraterne, blev valgt som formand, Sonja Grønbjerg som næstformand, Lars Mogensen tog posten som sekretær, mens Sarah Nørris og Lise Retbøll blev menige bestyrelsesmedlemmer.
Foruden de fem mødte yderligere seks op til det første møde i det råd, der fremover skal arbejde på at få Sædding-områdets ønsker til at lyse mest muligt op i det kommunale byråds beslutninger.
- Vi havde en lang række temaer oppe at vende allerede på det første møde, fortæller Ole Jacobsen, der også var manden bag det oprindelige initiativ til et lokalråd.
Trafikbump
Skoler, børnehaver, fritidshjem blev diskuteret. Bussystemer, stisystemer, miljøet. Diskussionen kom ad flere omgange til at handle om trafik:
- Alle vil gerne have en genvej til Tarphagevej og Hjertingvejen, og man må konstatere, at der er virkelig meget gennemgående og tung trafik gennem Sædding. Ikke være sagt, at vi er spor engle selv her i Sædding-området, men der bør gøres noget, for vejene omkring os bliver hurtigt til stop-and-go-veje, og det er ikke fordi, vi er ret rige på trafikbump, siger Ole Jacobsen.
Han nævner også det nye Esbjerg Storcenter i Gjesing som et emne, der ikke mindst trafikmæssigt er en spændende udfordring for Sædding.
Ikke dø i Tarp
Lokalrådet talte også om områdets natur og kultur, herunder fiskerimuseet. Om den helikopterflyvning over bydelen, der for nogle indbyggere er en pestilens. Endelig kom snakken også omkring nedlæggelsen af Klub Fyrparken og de Sædding-unge, som vil stå uden tilbud, når de står uden klub.
Ældre kan også stå uden tilbud, hvis ikke man sørger for at skabe plejehjemspladser nok.
- Er man fra Sædding, vil man helst ikke dø i Tarp. Man vil gerne blive gammel der, hvor man har været hele livet, og det vil vi i lokalrådet værne om, siger Ole Jacobsen.
Sædding-Fovrfeld Lokalråd holder sine møder i Mødestedet ved Sædding Bibliotek og vil meget gerne modtage input fra Sæddings borgere. Idéerne afleveres på Sædding Bibliotek eller ved at skrive til lokalrådet gennem rådets hjemmeside, www.saeddinglokalraad.dk.



