Ny driftsleder hos Hjerting El & Vand

15.04.2011

Hjerting El & Vands driftsleder gennem ni år, Oluf Jørgensen, går på pension. Han afløses af Dennis Schrøder.
Skrevet af: Birthe Gaj Nielsen
Dennis Schrøder, til venstre, er ny driftsleder hos Hjerting El & Vand på Bytoften. Oluf Jørgensen glæder dig til at gå på pension, men vil uden tvivl stikke næsen ind engang imellem for at få en kop kaffe. (Foto: Birthe Gaj Nielsen)
De har kendt hinanden igennem mange år, og det bærer den drillende tone mellem den afgående og den nye driftsleder på Hjerting El & Vand præg af. Dennis Schrøder er nemlig allerede tiltrådt som Hjerting El & Vands nye driftsleder, mens Oluf Jørgensen fortsætter indtil den 30. april, hvor han går på pension. Der er således en måneds tid til at sørge for en god overlevering.
Dennis Schrøder var i 20 år indehaver af virksomheden Schrøder VVS, og han har således arbejdet med vandledningerne i Hjerting siden 1992. Der er mellem 80-90 km vandledning i Hjerting, og de er delt op i sektioner, så det er lettere at finde fejl.
Schrøder VVS, der var næsten-nabo til Hjerting El & Vand på Bytoften, blev i efteråret 2010 solgt til Q-Star, helt efter Dennis Schrøders eget ønske.
 
Reception
I anledning af, at Oluf Jørgensen har valgt at gå på pension, og Dennis Schrøder tiltræder som ny driftsleder, afholder Hjerting El & Vand reception på Hjerting Badehotel torsdag den 28. april kl. 14-17.
Oluf Jørgensen fylder 65 år tre dage før receptionen, og det er et år siden, han meddelte bestyrelsen, at han ville stoppe, når han fyldte 65. Han har været driftsleder i siden den 1. april 2002. Inden da var han i 22 år på Esbjerg Forsyning, som dengang hed Forsyningsvirksomhederne i Esbjerg.
- Det er helt klart, at Olufs erfaring, viden og netværk i branchen havde stor betydning. Vi har haft et virkelig godt samarbejde med Esbjerg Kommune, som vi skulle arbejde sammen med, siger formand for bestyrelsen, Jens Christian Nielsen.  
 
Eget firma
Bestyrelsesformanden påpeger med et smil, at Oluf Jørgensen har kørt det hele, som hvis det var hans eget firma. Det skinner da også igennem, når Oluf Jørgensen selv taler om sit job
- Et job som det her skal man gå ind i med liv og sjæl. Det er 24 timer i døgnet 365 dage om året, og det bliver en vane at have sin telefon og computer med. Men det er med stor frihed under ansvar, fortæller Oluf Jørgensen.
For eksempel er vandværket fuldautomatisk og kan køres fra en bærbar computer. Men arbejdsbyrden er slet ikke jævn, så der er perioder med stor frihed.
November og januar er tunge måneder, og så må man tilrettelægge fritiden efter det. Modsat er der perioder om sommeren, hvor der ikke er så travlt, fortæller Oluf Jørgensen.
 
Glæder sig vildt
Det er netop friheden under ansvar, Dennis Schrøder synes er interessant.
Han er uddannet VVS tekniker, merkonom, energirådgiver og installatør – og han søgte selv jobbet, fordi han vidste, at Oluf ville på pension. Nu glæder han sig helt vildt til at hjælpe andre med at få strøm og vand i hanerne.

Driftslederen for Hjerting El & Vand
er driftsleder for tre selskaber:
* Vandværket.
* Elforsyningen, handelsselskabet der sælger el.
* Transformatorforeningen, som står for det praktiske og drift af ledningsnettet i jorden.
Hjerting El & Vand omsætter for mellem 30-40 millioner kr. om året.
Der er 2.772 vandforbrugere (boligforeninger regnes kun for én).
Der er 3.005 elforbrugere.