På ski til Sydpolen på 90 dage
11.12.2009
De to eventyrere Jens Erik Nielsen, Hjerting, og Morten Grundsøe fra Kerteminde er ude på deres livs ekspedition på Antarktis.
Strækningen er 950 kilometer, og målet er Sydpolen omkring den 20. januar. De to erfarne eventyrere startede ved Messner Start den 27. november, og på ski strider de sig igennem et særdeles afsidesliggende terræn, hvor meget få mennesker har været før. En krævende fysisk og udfordrende ekspedition i kuperet og gletsjerfyldt terræn.
Pulken, som de trækker efter sig med proviant og bagage, vejede i begyndelsen 170 kilo. Affald er det forbudt at efterlade på Antarktis, så emballage og andet affald slæber de med sig videre.
Dagsrationen af kost indeholder 6.300 kcal. og vejer 1.375 gram. Den består primært af fedt i form af chokolade.
Vand skaffer de ved at smelte sne. Derfor er det lækkert, når der lige er faldet en masse ny sne, også selv om det har betydet ”white out” – at alt stod i ét i en snestorm, mens de gik. Sneen smeltes over primus i teltet om aftenen, og så kommer vandet i termoflasker og er klar til næste dag. Et af de mange faste ritualer på en ekspedition, hvor det handler om at økonomisere med kræfterne og have aftalt nøjagtigt, hvem der udfører hvad.
250.000 kr. væk
Men inden ekspeditionen blev en realitet, skulle de så grueligt meget igennem, og de er ikke på den ekspedition, de oprindeligt havde planlagt. Det var en ekspedition til Sydpolen på 1.500 km ad en rute, som ingen havde gennemført før. De havde hver betalt 250.000 kr. det flyselskab, som skulle flyve dem fra Punta Arenas i Chile til Antarktis og hente dem igen fra Sydpolen.
Men kort tid inden ekspeditionens start fik de meddelelsen om, at flyselskabet ikke opererer mere, og pengene var tabt.
Ihærdige bestræbelser på at finde sponsorer til en anden ekspedition lykkedes ikke, så de måtte betale yderligere 300.000 kr. for forsikringer og en ny flybillet med et andet selskab.
Opmærksomhed
De er ikke forskere eller klimaaktivister, men de vil med deres tur også gerne gøre opmærksom på den klimaforandring, der sker og formidle deres oplevelser fra Antarktis videre.
Men hvorfor gør man sådan noget? Hvorfor kaster man sig ud i det uvisse i kulde, sne og is i 90 dage uden sikkerhedsnet eller mulighed for at fortryde?
- Jeg kan ikke fortælle helt, hvad det er. Det er lidt opdagelse, lidt eventyr. Nogle drømmer om at tage til Mallorca på ferie, andre på campingferie. Jeg synes, det er dejligt at have sit lille telt og kunne flytte det, sagde Jens Erik Nielsen, inden han skulle ud på sit livs eventyr.
Fra bloggen på www.bigice.eu
Via satellittelefon skriver Morten Grundsøe og Jens Erik Nielsen næsten dagligt til bloggen om deres oplevelser, når vejret og deres egen energi tillader det:
Den 10.12.2009
Endnu en enestående dag på Antarktis. Fantastisk vejr, skyfrit og ikke meget vind. En dag, hvor det primært var fladt de første 15 km, og så skal jeg ellers love for, at der kom en stigning af de vildere. 160 højdemeter i en blanding af is og dyb ny puddersne bragte os op over Foundation Ice Stream, som har sit udspring i netop dette område. Med pulke, som stadig er godt tunge, var det en sej kamp at komme op igennem dette spektakulære og imponerende landskab.
Området er præget af meget "vild" is i mange flotte formationer, som er opstået ved, at gletsjeren presses igennem de Transantarktiske Bjerge og knækker af i kæmpe flager, som giver revner på mange kilometer. Disse revner ligger så med 50 meters mellemrum, og indimellem er der pga. snefald og fygning dannet snebroer, vi så kan krydse.

Nogle af revnerne er frosset til, andre dækket med et tyndt lag sne, som gør dem vanskelige at se, og det har derfor krævet stor opmærksomhed at navigere sikkert igennem området. Enkelte gange med enten en skistav eller det meste af en os halvvejs igennem. Nu regner vi med, at vi er igennem det kritiske område, idet vi er kommet op på endnu et plant plateau, som vi gerne skulle kunne følge de næste dage.
Under vores kamp op ad/over gletsjeren faldt tankerne flere gange på de igangværende klimaforhandlinger. Når man bevæger sig igennem disse isolerede landområder og ser, hvilke fantastiske tilstande vores planet også rummer, kan man slet ikke forestille sig, at mennesket kan have en så afgørende rolle i den foresatte eksistens af disse uskyldige, kæmpemæssige ismasser.
Vi kan kun opfordre til at tage stilling i klimadebatten og komme frem med sig egen mening på den måde, man selv finder bedst.