Pas på i havpoolen

25.08.2011

Den tidevandsdominerede havpool i Hjerting er den første af sin slags, og det stiller krav til såvel brugerne som tilsynsmyndigheden.
Skrevet af: Lene Weber
Havpoolen blev taget i brug den 2. august. Siden er den blevet flittigt brugt. Her er det tvillingerne Emilie og Josefine Witt Rønne, 11 år, der er kommet fra Esbjerg for at bade, og de tre søstre Mathilde, Emma og Amalie Holm Plantener fra Hjerting.
- Der er ingen tvivl om, at vi træder nye fodspor - måske nogle, som andre i fremtiden vil kunne drage nytte af, konstaterer Torben Hartung, planlægger og projektleder ved Esbjerg Kommune, Vej & Park.
Kommunen arbejder dog på at få løst nogle mindre tekniske problemer.
- Der trænger sand ind i poolen sammen med tidevandet, og det driller os lidt. Havpoolen skulle måske have været hævet, men det kan vi jo ikke ændre på nu, forklarer Torben Hartung.
Også det brune vand, som løber ned over betonstien til havpoolen og formodentlig stammer fra vejen, skal Vej & Park have kigget nærmere på.
 
Badesikkerhed
Et vigtigt aspekt er naturligvis sikkerheden. På det dybeste sted er havpoolen 2,1 meter, mens den er 0,5 meter i den lave ende. Brugerne skal selv sørge for, at forholdene er i orden, og at badereglerne bliver overholdt. Kun i en indkøringsperiode frem til den 15. september er poolen overvåget af en livredder i dagtimerne.
Herefter vil der ingen overvågning være, og ophold i havpoolen sker på eget ansvar.
Skulle uheldet være ude, har poolen fået sin egen adresse - Strandpromenaden 40 - til alarmcentralen, og der er opsat en redningskrans ved promenaden sammen med et skilt, der oplyser om reglerne for poolens brug.
- Vi kan kun animere folk til at overholde reglerne. Det vil ganske enkelt være for dyrt at have en fast livredder på stedet, siger Torben Hartung.
Årsagen til havpoolens dybde er, at den også er tiltænkt vinterbaderne, som skal kunne dyppe sig helt under vandet. Dermed slipper de for at skulle langt ud i havet, når tidevandet er trukket tilbage.
 
Vandkontrol
Også hvad angår vedligehold og rensning er havpoolen unik. De 220 kubikmeter vand i poolen udskiftes hver 2,5 time for at sikre den samme høje vandkvalitet som i Ho Bugt, idet vandet i poolen hverken recirkuleres, filtreres eller desinficeres.
Havpoolen bliver løbende rengjort, vandprøver udtages for kontrol, og vandet udskiftes hele tiden. Men flere gange i døgnet kan den blive overskyllet af tidevandet, som dermed kan trække sand, tang - ja endda fisk, krabber og gopler - ind i bassinet, uden at dette nødvendigvis er forurenende.
Regler for at benytte havpoolen
* Den må kun bruges af raske personer.
* Max. 40 personer på samme tid.
* Hunde og andre dyr er ikke tilladt.
* Der må kun bades i poolen i dagtimerne.
* Hovedspring er forbudt.
* Flyder der urenheder rundt i bassinet. eller er ”Havpoolen lukket”-skiltet sat op, må der ikke bades.