Ny skoleinspektør i Guldager
Aage Jespersen er skoleinspektør på Hunderup Skole, den lille skole syd for Bramming, som politikerne har besluttet at lukke pr. 31. juli, og dermed bliver Aage Jespersen frigjort.
- Det, Aage Jespersen står for, passer præcis med, hvad de har brug for på Guldager Skole. Alle glæder sig til samarbejdet, siger Esbjerg Kommunes skolechef, Preben Jensen.
Aage Jespersen har arbejdet på Hunderup Skole i 20 år, heraf de sidste 12 år som leder. Inden da var han lærer på Gørding Skole i 15 år og har også arbejdet på et reklamebureau i tre år.
Det skinner klart igennem, at han brænder for og har brændt for Hunderup Skole. Men med kun 55 elever har skolen ikke overlevet med den nuværende skolepolitik.
- Når skæbnen ville det sådan, er det med tilfredshed, at jeg skal arbejde på en skole og i et samfund, som på flere områder minder om det, jeg er vant til, siger Aage Jespersen.
Bedre end middel
Hunderup Skole har været vant til en fantastisk opbakning fra forældrene, ligesom skolen har været vant til at være lukningstruet.
- Derfor har jeg altid sagt, at vi på den lille skole skal vise, at vi er bedre end gennemsnittet, erklærer Aage Jespersen, som samtidig glæder sig over, at personalet på Hunderup Skole siger, at de har en god arbejdsplads.
Det samme
På Guldager Skole vil han gerne det samme.
- Trivsel og tryged er de vigtigste forudsætninger for et godt skoleforløb. Det er en leders opgave at kæmpe for at skabe de bedste rammer og vilkår for børnene og personalet. På den måde understøtter man bedst de enkeltes kompetencer og udfoldelsesmuligheder. Det gælder både elever og personale, understreger Guldagers nye skoleinspektør, som appellerer til et godt samarbejde, både internt på skolen og mellem forældre og skole.



