Revy med suttestop og elmesyge

25.10.2008
Med omkring 500 publikummer fordelt på seks forestillinger samt mange positive tilbagemeldinger kan folkene bag Hjerting Revyen 2008 være godt tilfredse med årets lokale revy.
Skrevet af: Birthe Gaj Nielsen
Dronningen (Mette Larsen) overlader ikke nogen tilfældigheder eller selvbestemmelse til prinsgemalen (Halfdan Andersen) i forbindelse med hans kommende runde fødselsdag.
12 aktører stod på scenen i løbet af de i alt seks forestillinger. Forrest sidder de unge, hvoraf Katrine Kronholm Larsen og Sophia Elise Sørensen-Lange debuterede i år, mens Lennie Goth havde erfaringer med fra sidste års revy.
Rygeforbud her og der og alle vegne er ikke noget tema for Hjerting Revyen. Og så alligevel… I ”Suttestop” beskriver tøserne i børnehaven, Heidi Laj Jensen, Betina Goth og Lise Guldager Rask, hvordan der er en ”hezt” mod sutter. Så de besutter at lave en sutteklub, hvor man må sutte hele tiden, lisså meget som man vil.

- Tekstmaterialet er bedre end sidste år, mener Leif Fabricius, der ligesom i 2007 har været gæsteinstruktør til Hjerting Revyen og har givet professionelle anvisninger nogle gange i løbet af processen.
Han kunne godt unde de 12 amatørskuespillere i Hjerting en scene at optræde på, men bortset fra det er det faktisk lidt misundelse, der skinner igennem Mr. Tobakskullers udtalelser.
- Vi professionelle har ikke råd til så stort et ensemble. Vi skal rende stærkt hele tiden, lyder det lunt fra Leif Fabricius, som er ganske tilfreds med aktørernes præstation.
Bortset fra at de ved generalprøven ikke helt kunne huske teksten til indledningssangen, men det fik de så en opsang for, og så sad den i skabet til premieren.
Hjerting Revyen 2008 gav plads til fire nye ansigter. Lise Guldager Rask og Heidi Laj Jensen er et herligt nyt revy-bekendtskab. De kan uden besvær begå sig som en 3-årig – eller som et beruset træ, en selvsikker golfspiller eller som én, der ikke er alt for knøw. Mens Sophia Sørensen-Lange og Katrine Kronholm Larsen, der begge går i 7. klasse på Hjerting Skole, var det andet friske pust i revyen, og også de klarede det flot.