Så er Hal 2 en realitet
Hvorfor tog det så lang tid? Hvorfor skal vi selv betale? Det er spørgsmål, der nu hører fortiden til. Hal 2 varsler om nye tider i SGI samvirke, og udviklingen i Guldager Idrætscenter er med Hal 2 kommet op i fart, lød det blandt andet fra formand Sigfred Lindvig, SGI samvirke, i hans tale ved indvielsen.
Han sendte samtidig en stor tak fra SGI til byrådet og til dem, der har ydet økonomisk støtte og hårdt, hårdt arbejde.
Politisk ros
Knud Jager Andersen (SF), formand for Kultur & Fritidsudvalget, havde også masser af roser med.
- Når det er lykkedes at nå i mål, skyldes det midler fra SGI Samvirke og fra Esbjerg Kommune. Men midlerne er ikke kommet af sig selv. Der har været knoklet fra alle omkring SGI for at få foreningernes egne midler skaffet til huse, og i byggefasen er der udført rigtig meget arbejde ved hjælp af foreningernes egen arbejdskraft. Det er rigtig godt gået, lød det fra udvalgsformanden, som håber, at rigtig mange mennesker, ikke mindst børn og unge, vil tage hallen til sig og bruge den.
Ildsjæle
SGI samvirkes formand rettede desuden en særlig tak til Jens Medum og Bent Kristensen, som har ydet en enestående indsats og været de to hovedkræfter bag byggeriet, både i form af at organisere håndværkere og selv at tage del i byggeriet.
En flaske champagne var den symbolske tak til dem, mens der var en tændstikæske til ildsjælen i forhold til at samle penge ind: Kim Bo Skøtt.
- Han har en lille tendens til at putte afbrændte tændstikker tilbage i æsken. Hvis man ikke vender den rigtigt, har æsken en tendens til at futte af i hænderne på en, sagde Sigfred Lindvig med et glimt i øjet inden overrækkelsen.
- Tak for tændstikæsken. Jeg skal nok gemme den, så vi kan sætte fut i det fremover. Men også tak til Sigfred. Uden din drivkraft og den energi, du har lagt bag, havde vi aldrig stået her. Vi, der er her i dag, er kun en del af de mange, der har kæmpet for hallen – lad os sende en tanke til dem, der var med, men ikke er med i dag til at sende bolden i mål, sluttede Kim Bo Skøtt.



