Sjønne og de andre drenge i bogform

Jens Jørn Bertelsen tager i første omgang ikke telefonen, da Hjerting Posten ringer. Senere er han i røret, og han forklarer, at han lige fik besøg af Ole Kjær.
Nogle af de gamle landsholdsspillere, der i 1983 indledte storhedstiden i dansk fodbold med en historisk 1-0 sejr over England på Wembley Stadion, holder nemlig stadig god kontakt. For den tid og ånd, de byggede op dengang, er uvurderlig, og af samme grund er der netop udgivet en bog om holdet.
”Drengene fra Wembley” kalder forfatterne Dan Hirsch Sørensen og Hans Krabbe deres bog, som på 317 sider går tæt på hver enkelt af de 20 landsholdsspillere fra Wembley-kampen, og Jens Jørn Bertelsen kan dermed sætte sig til rette med sin egen historie i hænderne.
- Jeg har det da fint med, at der bliver skrevet nogle minder. Det bringer jo tankerne tilbage på de gode oplevelser, vi havde dengang, siger den tidligere midtbanespiller.

Ikke røvkedelig
Hvor Michael Laudrup i bogen får undertitlen ”Kongen”, Sven Gehrs ”Stemmen” og Sepp Piontek ”Krigsbarnet”, har Jens Jørn slet og ret fået betegnelsen ”Jyden”. Forfatterne kredser da også om hjertingenserens opvækst i en fiskerfamilie i Hjerting, hvor han blev født ind i ånden om at tage fat uden at føre sig frem.
Og at det måske er grunden til, at Jens Jørn Bertelsen blev det defensive anker, som ikke selv krævede at få frisparkene, men derimod gik i brechen for de øvrige og ”fejede op efter kunstner-typer som Arnesen og Laudrup”, som bogen skriver.
- Jeg var ikke den, der flippede sådan helt vildt ud. Jeg var sådan den mere stabile vestjyde, og derfor har jeg jo ikke skabt de store overskrifter. Vi vestjyder er lidt mere besindige, men det er ikke sådan, at jeg har været røvkedelig, det vil jeg gerne sige, ler Jens Jørn Bertelsen.

Ved stranden
Han har det godt med, at Hjerting fylder en del af forfatternes beskrivelse af ham. For Bertelsen og Hjerting hænger uløseligt sammen. Også selv om Jens Jørn, konen Anni og datteren Anne Katrine på et tidspunkt rejste til Belgien, så han kunne spille der.
- Når man så flytter hjem til Danmark igen efter fem år i udlandet, ved man, at det er Hjerting, man flytter tilbage til. Det har en speciel plads. Jeg er født ned til stranden, og så flyttede vi til Gramsvej, hvor jeg har haft hele min opvækst. Jeg gik på Hjerting Skole, og alle mine venner og familie er herfra. Jeg hører til her, siger Jens Jørn Bertelsen.
”Sjønne”, som det blev hans kælenavn i firserne, spillede i alt 69 landskampe, inden han fik nok af fodbold og købte pizzeriaet La Scala, der senere blev til en Jensens Bøfhus restaurant. I dag er han blevet ansat ved Købstædernes Forsikring. Så den slidstærke midtbanespiller slider videre.

Fem til Jens Jørn Bertelsen
Hvad føler du, når du tænker tilbage på fodboldtiden?
- Først bliver jeg stolt, fordi det har været fantastisk. Så bliver jeg taknemmelig. At få lov til at prøve det. At være med. Nogle gange forstår man det ikke, når man er i det, men efterfølgende bliver man meget taknemmelig. Det er en oplevelse for livet.
- Holder du stadig kontakt med andre fodboldspillere?
- Ja. Vi gamle EfB-spillere er gode til at mødes. Vi er fem par, der mødes temmelig mange gange om året, og sådan nogle ting skal man virkelig holde fast i. Lige så snart vi mødes, er jargonen og minderne der. Det er kun på vores koner, at vi kan se, vi er blevet ældre.
Hvad bliver det næste projekt, du kaster dig ud i?
- Nu skal jeg til at sælge forsikringer til alle i Hjerting og omegn, og så kan jeg også sørge for, at folk kan få en bolig i Spanien, selv om det er svært lige for tiden. Jeg vil også tage mig af min familie og have masser af tid til mine venner. Jeg skal ikke starte noget nyt lige rundt om hjørnet.
Hvad kan gøre dig vred og sur?
- Jeg har sgu så svært ved at blive vred og sur. Jeg ville ønske, jeg kunne lidt mere. Jeg kan godt blive skuffet og ked af det, men vred og sur er jeg ikke så god til.
Hvad kan gøre dig glad?
- Det kan min familie. Det kan gode venner. Og det kan det, at man kan stå op og være sund og rask. I aften kommer lille William, vores barnebarn på knap et år, og så skal vi passe ham i en uge, mens hans forældre er i New York. Sådan en uge gør mig glad.